Balminder
Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||||||
Balminder
Et Livsfragment i Poesi og Prosa
Versetype: | rapsodisk Wergelandstroké | ||
Rimskjema: | r|R | ||
Metrisk formel: | bi 4|7|8 |
PROLOG | |||
a | For din Fod jeg lægger ned | 7 | |
B | En Bouket af friske Blommer, | 8 | |
B | Skudte frem i sidste Sommer | 8 | |
a | Ifra Mindets Urtebeed; | 7 | |
C | 5 | Ei du finder | 4 |
C | Der Kjærminder, | 4 | |
D | Centifoler | 4 | |
D | Og Fioler, | 4 | |
a | Ei den rige Yppighed, | 7 | |
B | 10 | Som med Foraarssolen kommer. | 8 |
e | – Stella! Blomsterne jeg gav | 7 | |
F | Er kun veemodsfulde Kvaster | 8 | |
F | Af en bleg, en høstlig Aster, | 8 | |
e | Skudt iveiret fra en Grav! – | 7 | |
1 | |||
G | 15 | Som en Trøster gjennem Livet | 8 |
G | Er os Mindets Engel givet; | 8 | |
h | Fra din Barndoms fagre Vaar | 7 | |
I | Gaaer han venlig ved din Side | 8 | |
I | Nynner Fortidssange blide | 8 | |
J | 20 | Fletter skjønne | 4 |
J | Eviggrønne | 4 | |
h | Mindekrandse i dit Haar. | 7 | |
k | Svinder Vaaren, har du dog | 7 | |
L | En Erindringsblomst tilbage, – | 8 | |
k | 25 | Ja hvert Blad i Livets Bog | 7 |
L | Stander fuldt af Minder fage | 8 | |
m | Og naar henad Tidens Strøm | 7 | |
N | Du engang dem gjennemblader | 8 | |
N | Staae Erindringernes Rader | 8 | |
m | 30 | Som Gestalter fra en Drøm, | 7 |
O | Velbekjendte, | 4 | |
O | Himmelsendte, | 4 | |
P | Retsom Vaarens vakkre Blommer, | 8 | |
P | Naar dit Hjertes Vinter kommer. – | 8 | |
X | 35 | Ja fra hvert dit Livs Moment | 7 |
x | Dirrer blidt en Efterklang | 7 | |
Q | Stundom kort og stundom længe | 8 | |
Q | Gjennem Mindeharpens Strænge; | 8 | |
R | Dog blandt alle Fortidsdage, | 8 | |
R | 40 | Om du kalder dem tilbage, | 8 |
S | Ingen Stund saa rig paa Minder, | 8 | |
S | Som et muntert Bal du finder! | 8 | |
t | Maaskee klinger det lidt sært, | 7 | |
U | Dertil og lidt upoetisk, – | 8 | |
U | 45 | For et Øre, fiint æsthetisk | 8 |
t | Var det maaskee mere kjært | 7 | |
V | I en Balnats Sted at høre | 8 | |
V | Noget «Skjønnere» og «Større», | 8 | |
w | Retsom om den lyse Sal, | 7 | |
w | 50 | Festligt smykket til et Bal, | 7 |
Y | Hvor en yndig Flok Koketter | 8 | |
Y | Slynger Blikkets Brandraketter | 8 | |
z | Mens Musiken stemmer i, – | 7 | |
z | Var foruden Poesi! – – – | 7 | |
55 | – – – – – – – – – – – | ||
A' | Dog, det er ei slige Minder, | 8 | |
A' | Som for Sjælens Blik oprinder, | 8 | |
B' | Der er Alvor og deri, – | 7 | |
C' | Ikke Munterhed allene | 8 | |
C' | 60 | Skjænker Ballets glade Scene | 8 |
B' | Alt dets skjønne Trylleri! – | 7 | |
D' | Mens hvert Aasyn aander Glæde, | 8 | |
D' | Mangenen i Feberhede, | 8 | |
e' | Under Lidenskabers Strid | 7 | |
F' | 65 | Tumler sig i Valsens vilde | 8 |
F' | Hvirvel for sin Kval at stille | 8 | |
e' | Om end kun en stakket Tid; | 7 | |
g' | Manget Bryst, – dog nei, jeg vil | 7 | |
H' | Ikke længer koldt udmale | 8 | |
g' | 70 | Dette Smærtens vilde Spil | 7 |
H' | I de frydopfyldte Sale, – | 8 | |
e' | Gjør blot selv en Valfart did, | 7 | |
I' | See dig om i Sceneriet, | 8 | |
I' | Som er Terpsichore viet! – – | 8 | |
75 | – – – – – – – – – – – | ||
j' | Hvilket Lyshav bølger frem | 7 | |
K' | Fra de lange Vinduesrækker | 8 | |
K' | Med en Glands som Mørket gjækker | 8 | |
j' | Hist paa Gaden under dem, – | 7 | |
L' | 80 | Der hvor mangen Uindbuden, | 8 |
M' | Lænet op imod Portalen, | 8 | |
M' | Stirrer længselfuldt mod Salen | 8 | |
L' | Og dens Herlighed bag Ruden. – – | 8 | |
N' | Ha, hvad Billed dog paa Livet, – | 8 | |
N' | 85 | Eet af begge er dig givet, | 8 |
o' | – Enten gaaer du som en Gjæst | 7 | |
o' | Inviteert til Livets Fest, | 7 | |
P' | Eller og, som en Tilskuer | 8 | |
q' | Gjennemgyst af Nattens Vind, | 7 | |
q' | 90 | Stirrer du fra Gaden ind | 7 |
P' | Mod de straalende Vinduer! – – | 8 | |
– – – – – – – – – – – | |||
R' | Men derinde hvilken Vrimmel! | 8 | |
R' | Stjerner lig fra Vinterhimmel, | 8 | |
s' | 95 | Eller klarest som Krystal | 7 |
s' | Funkle Kjærter uden Tal, | 7 | |
T' | Medens i en broget Blanden | 8 | |
u' | Grupper op og Grupper ned | 7 | |
u' | Svævende med lette Fjed | 7 | |
T' | 100 | Smile høfligt til hinanden. | 8 |
v' | See, hvorlangt dit Blik end naaer, | 7 | |
W' | Lutter skjønt har du for Øie; | 8 | |
W' | Dog min Ven, – see ei for nøie | 8 | |
v' | Thi med Blomsterpynt i Haar | 7 | |
Y' | 105 | Og i disse Dragter hvide | 8 |
v' | Selv en Mø paa treti Aar | 7 | |
Y' | Blier paa Ballet en Sylfide! – | 8 | |
z' | Roser, Roser overalt! – – | 7 | |
z' | Roser selv paa Kinden malt! | 7 | |
A'' | 110 | Hvide Arme, | 4 |
A'' | Lilliebarme | 4 | |
b'' | Med sit Alabasterskjær | 7 | |
C'' | Hist med Kniplingspragt forhøiet; | 8 | |
b'' | Her et rødligt Ditto er | 7 | |
C'' | 115 | Med Zirater skjult for Øiet | 8 |
D'' | See den Lille der histhenne | 8 | |
D'' | Vover knapt et Blik at sende | 8 | |
E'' | Mod den Sværm af unge Herrer, | 8 | |
f'' | Som Chapaubas i Arm, | 7 | |
f'' | 120 | Holder hver sin Dame varm, – | 7 |
E'' | Dog giv Tid, – hun snarlig lærer, | 8 | |
g'' | – Pigebarnet blev jo først | 7 | |
g'' | Confirmeert i sidste Høst! – – | 7 | |
– – – – – – – – – – – | |||
h'' | 125 | Ha hvad rigt og broget Liv | 7 |
I'' | Dog den lyse Balsal rummer! | 8 | |
I'' | Liig et Syn fra Feberslummer | 8 | |
h'' | Naar dit Hjertes Drømmeviv | 7 | |
j'' | I din vilde Phantasie | 7 | |
j'' | 130 | Svæver ætherlet forbi. – – – – | 7 |
k'' | O, saa vil jeg og derind, | 7 | |
L'' | Hvor de larme, hvor de bruse | 8 | |
k'' | Vildt og voldsomt som mit Sind, | 7 | |
L'' | Naar dets Smærtesstorme suse; – | 8 | |
M'' | 135 | – Ind i Trængslen forat finde | 8 |
M'' | Flygtig Glemsel eller – hende! – | 8 | |
– – – – – – – – – | |||
2. EN DAGBOGS SIDSTE BLADE
– – – – – – – –
– Taabelige Drømmer! Hvad vil du her blandt disse larmende Klynger? Er det Skjæbnens Ironi som har bragt dig til at søge dit Hjertes Ideal i en
Balsal? – – – –
Og vilde det virkelig glæde dig at finde det her? Vilde det være dig kjært om dit Hjertes Ideal incarneredes i Balsalens Idealer? –
Fornuftigt eller ufornuftigt, ligemeget; – jeg maa! Hvad formaaer Villie og Fornuft mod den indre, mægtige dræbende og dog saliggjørende Længsel? –
«Jeg maa»! – – – – –
Husk disse Ord du Følesløse! der koldt fordømmer Lidenskabernes Storme i Menneskesjælen, – husk dem og glem ei at du i dem læser Retfærdiggjørelsen for saamangen Tilværelse, forvildende og – tilintetgjørende! – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Hvad bevæger sig i alle disse glade smilende Skikkelser? – De ere komne hid med Forventning om Glæde
og Tilfredsstillelse; –
have de fundet hvad de søgte, eller gjengiver Ballets Scene Ideen til Menneskelivets store Drama? –
– Og hvad er denne Idee? –
Ahne, haabe og skuffes! –
– See i disse tre Ord er Menneskets Liv fortalt! – – – – – – – – – – – – – – – – –
– – Hvad var det! – Et Blik mødte mig imellem Trængselen, – et Blik, fremmed og dog saa vel bekjendt! – –
Nei, det er intet Bedrag, – jeg har seet hende, – jeg har fundet mit Hjertes Ideal! – – Jeg tør ikke dvæle ved disse Erindringer forat de ikke som luftige Skyggebilleder skulle flygte bort og forsvinde! – – –
– – Jeg har slynget min Arm om hende, jeg har stirret ind i de klare Øine; – ja det er hende, som jeg kjender fra mine vaagne Drømme; – o, dersom blot ikke ogsaa dette er en Drøm! – – – – – – – –
<...>
– – – – – – – – – – – – – – – – –
Hvad er et Menneskelivs Kamp og Skuffelse mod en halv Time som denne, – – o, herligt at gaa tilgrunde, at tilintetgjøres i et saadant Øieblik –
Skjæbne! Tag dette Overmaal af Lykke fra mig, – lad ikke denne Stund vanhelliges ved at forlænges; – – jeg har fundet hende, – hvad vil jeg da mere? – – – –
Velgjørende Skjæbne! du har hørt mig! – Mit Livs Treactsdrama er spillet tilende; gjennem to lange Acter har jeg ahnet og haabet, – nu er ogsaa
tredie Act forbi; – herligt! hvilken Idee, hvilken Rollebesætning! – – –
Og «Intriguen» i Stykket? Er den ikke den simpleste, den forstaaeligste man kan ønske sig? – –
En Herre nærmer sig; hun lægger sin Arm i hans, – de gaa. –
«Hvem er denne Herre»!
– «Det er hendes Forlovede; – hun elsker ham med Lidenskab»! – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Ballet er tilende. – O, Ingen er lykkelig som jeg i dette Øieblik; jeg er fortumlet af Salighed, – enhver Higen maa være opfyldt; thi jeg haaber Intet mere. – Jeg vil hjem; jeg vil fuldføre det sidste Blad i min Dagbog med Erindringer fra Ballet. – De ere mit Livs Morgenrøde! – – – Mit Livs Morgenrøde paa min Dagbogs sidste Blad! – Forunderligt; –
– Man taler om en Evighed, – – skulde der følge en Evighedsdag paa denne Morgenrøde? – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Ja, jeg vil hjem, – jeg vil endnu engang gjennemleve mit Liv, min Kjærlighed, – og saa ud i den mørke Nat at drømme og – – – – –
<...>
– – – –